Helheden er uinteressant

Tillykke det blev en dreng, eller en pige eller to af hver måske ....... ligemeget meeen så begynder scoringen ellers for alvor.

Der gives karakterer allerede ved fødslen, okay måske er det er god ting.

Få måneder efter checker vi igen, kan han/hun nu holde hovedet selv, i hast noterer vi straks datoen for dette skridt i barnets bog og mange flere kommer efter, der er datoer for tabte tænder, første tænder, at kunne kravle, sidde, spise osv osv osv

I de første 6 år er vores fokus stort set på kroppens udfoldelser, og vi praler ivrigt i mødregrupper og hvor end vi kommer, og gud hvor er det skønt.

Det handler om at lære at cykle, spille instumenter, svømme, løbe, gå, danse, synge, høre historier, tegne, lægge puslespil, lege med vennerne osv osv osv.

Men så blir de kæmpe "store" og skal i skole og glem så nu alt hvad du kan med din krop, for her gælder kun hovedet......

Og hvor er så skolen for musikerne, danserne, cykelrytterne, idrætsfolkene, jo jo der findes skam kreative fag i skolerne, meen jeg tror som aldrig jeg har mødt en lærer som havde andet end et lille mikro kendskab til syning, eller musik eller gymnastik, aldrig en ildsjæl som havde noget at viderebringe.

Det er da i grunden trist at man først når man slipper ud af folkeskolen kan begynde at lede efter sit kald når der i grunden er masser af gode år til at dyrke ting man måske tilmed holder af, eller er god til, uden at det ligner et fag vi har idag i folkeskolen.

Hvem har bestemt at kun matematik og dansk, engelsk osv er de korrekte fag for os alle ?

"Accepter ingens definition af dit liv, men definer det selv. "

Harvey Fierstein

Jeg tillader mig at gøre det samme på mine børns vegne når "folk" vil putte dem i bås og give dem label som dit og dat, NEJ nix det finder de da vist selv ud af med tiden.

Ja ja nu er jeg ikke helt uden evner og opdragelse osv må der til, men til at brække nakken på dem for at få dem i andres præfabrikerede papkasser, kan da vist være det samme.

Jeg gider altså heller ikke være præcis som naboen, jeg tillader mig at være min egen, og heldigvis smitter det af på mine unger, men tosset er det at der skal kæmpes for at få lov at være sig selv.

"Jeg har det faktisk helt fint med at være mig, og gerne på fuldtid også ;-)"

Det personlige ansvar for lærere

En lille knægt på 11 år og hans bedste ven i klassen fik problemer i skolen, A´s præstationer i skolen var under middel, og det gjorde læreren tit et meget stort nummer ud af, faktisk dagligt, til forældremøder osv.

A´s opfattelse af sig selv og om hvad han kunne og burde skulle kunne og især hvad han ikke kunne dominerede hans verdensbillede, han fik tvangstanker og trivedes dårligt.

Vennen B som plejede at klare sig fint i skolen, fik pludseligt fravær, oftere og oftere, til han slet ikke mere kunne trækkes ud af døren.

For B kulminerer det da hans mors vil tvinge ham, han henter en stor kniv i køkkenet og fortæller sin mor hvor han vil skære sig selv hvis han skal i skole igen.

I situationen kunne man have have ladet skolepsykologen teste drengene og iværksat foranstaltninger i deres interesse, og sikkert fundet på sjove diagnoser til dem begge.

Men løsningen kom for dem begge, da deres fælles lærerinde skiftede klasse og de fik 2 nye friske nyuddannede lærere.

Så fik A pludselig vist sit værd, han kunne mange ting i matematik og lærerene gjorde et nummer ud af det ;-) Så ryger selvtilliden i vejret og flere og flere fag kan nu erobres frygtløst.

B fandt sin vej til skole igen, og fandt glæden og venskaberne igen, og trives igen.

Nu er det sparetid igen, drengene er blevet 13, skolen skal spare så ud ryger de seneste ankomne, men lærerinden som totalt ødelagde 2 drenges skoleliv skal selvfølgelig blive og "glæde" flere børn med sin blotte tilstedeværelse.

Jeg har lige hørt denne historie fra et familiemedlem til A, og synes den burde ud i verden. Jeg fik fortalt flere uheldige episoder om lærerinden, men synes ikke jeg vil gå i detaljer her, blot sige at hvis børn mistrives i skole og en tilmed hellere vil skære i sig selv for ikke at skulle derhen, så synes jeg inspektørerne skulle få øjnene op for børnenes trivsel og ad den vej bestemme hvem som skal fyres når sparekniven rammer.

Jeg tror lærerne har glemt hvor stort et indtryk eller mærke de kan sætte i vores børn, så sæt et godt et !

Unikum

Jeg har fulgt lidt med i det engelske program om det engelske menneske, gennemsnits englænderen. 2 studieværter inviterer befolkningen indenfor i store haller og undersøger dem, højde og drøjde og menneskelige træk, skader og operationsar, forskelligheder kort sagt.

Vældigt spændende faktisk, for ud af de flere hundrede besøgende var det vældigt svært at finde blot et eksemplar af gennemsnits englænderen, der var store, der var små, der var tykke og tynde og aldersmæssigt også kæmpe forskelle, men lige vidt var de.

Så delte de i herrer og damer og bad de 2 grupper om at bedømme dem selv udfra en skala fra 1-10, bagefter bedømte herrerne damerne og omvendt, resultatet var at flertallet bedømmer sig selv lavt, hvor andre mennesker på blot 7 sec. dømmer langt højere.

Jeg vil mene at undersøgelsen er fuldt ud sammenlignelig med danskernes kroppe og "bedømmelsen" heraf. Men igen en sjov tanke, for hvor er vi hårde ved os selv.

Vi bruger så mange kræfter på at passe ind, når vi er født til at skille os ud.

Reglen er .....

Luk røven, luder, din homo og mange andre mindre heldige gloser flyver gennem luften når bølgerne går højt for vores ADHD dreng. "du skal slet ikke bruge de ord der, de sårer folk, du må simpelthen lære at styre det" sådan siger jeg tit til ham.

Bevares nu er det ikke hver dag disse ord benyttes, meen vi gider bare ikke hverken høre dem eller have dem i vores mund!!!! Og da slet ikke kastes rundt med af en frustreret knægt.

Men så kommer vi til problemet, for tit hører ham ordene fra andre folk, eller ord i samme genre om du vil!!!

Og så er jeg igen på banen og kan høre mig selv sige " lad det passere, han tænkte sig ikke om!," eller "Overhør det, lad det ikke komme ind under huden, for manden er bare ikke klogere!"

Så hvad pokker mener jeg så, og hvordan kan jeg retfærdiggøre overfor mine unger at når de siger grimme ord falder hammeren, og kommer de fra andre (tilmed voksne) så skal vi lære at æde den! og helst ikke reagere, det er sgu svært med den dobbelthed.

Vi kan heldigvis kun kontrollere os selv, billedet i spejlet, og der starter al forandring. Håbet er vel at starter man med sig selv, uanset hvad man vil forandre eller på hvilken måde man opfører sig, så spredes det som ringe i vandet og på en eller anden måde påvirker man andre med sine gerninger.

Vi er jo blevet ret tolerante og tåler vældigt meget fra den vokale "kasse" efterhånden heldigvis, men ord er ikke blot ord. Ord er også vores våben, ord er kærlighed, ord kan være smukke, tåbelige, hårde ja de har alverdens betydninger både hvad angår tryk og hvem de udtales af.

Så pas på hvad du siger, måske mener du det slet ikke, måske sagde du for meget, måske kan du slet ikke leve op til dine egne ord, måske må du slet ikke udtale dig, måske mener du noget andet i morgen, måske skulle du tænke før du taler osv osv osv.

Reglen er ......... idag og imorgen er den ........